Hvem er Mai?
Hej, jeg er Mai. Jeg er uddannet multimediedesigner og professionel kreaperson.
Som du måske allerede har opdaget, har jeg mange interesser. Alt fra madlavning og streaming til kreative projekter og musik.
Billedet her er fra min livestream til Copenhagen Gaming Week i 2025. Normalt streamer jeg madlavning fra mit køkken, så jeg var lidt uden for mit element. Til gengæld havde jeg taget brookies (brownie cookies) med, så folk kunne smage min madlavning. De blev revet væk på ingen tid, og jeg fik virkelig mange komplimenter.
Hvis du selv vil prøve at bage dem, kan du finde opskriften lige her.
-
"Når jeg skal beskrive Mai, tænker jeg på denne positive, empatiske, kloge, fantastiske, VIRKELIG kreative og nede på jorden unge dame, som virkelig viser, hvor vigtig man selv er. En bad ass woman, der gør sin drøm til virkelighed og spreder positiv energi, hvor end hun er, og hvem end hun møder. Hun er en kvinde, man ikke kan stoppe med at tænke på, når først man har været sammen med hende."
- Veninde
-
"Mai er kreativ og fordyber sig i mange projekter. Hun formår at udtrykke sin begejstring og har mange talenter, som bliver afspejlet i alt hun kreerer. Om det er klistermærker, mad eller malerier, er man sikker på at der bliver lagt energi og kærlighed i, og det er dér hvor Mai ikke er mai-nstream, men unik ❤️."
- Lillesøster -
"Hun griner højest når det er til sine egne vittigheder. Hun er virkeligt kreativ, alt hvad der foregår i hendes liv har med kreativitet at gøre. Hvis hun fik lov til at male væggene i vores lejlighed er jeg ikke i tvivl om at vi ville have en kæmpe fronk i stuen. Hun er virkeligt passioneret og er det rareste menneske jeg har mødt."
- Kæreste -
"Mai er et helt særligt menneske. Hendes smil smitter, og hun har en evne til at gøre selv de trælse dage gode. Hun finder lys i de små ting og ser det positive, selv når livet kan være lidt svært. Hun er smuk, kreativ og følsom – og jeg er så glad for at have hende i mit liv."
- Veninde -
"Mai er en fantastisk pige, med ben i næsen, et stort humør med mange gode punchlines og ikke mindst et kæmpe hjerte af guld, som rummer utrolig meget. Hun er rolig, elskværdig, omsorgsfuld og kaotisk, alt samlet i én skøn person."
- Ven -
"Mai er den mest kreative person, jeg kender. Hun har en indre Sherlock Holmes — kender hun ikke løsningen, finder hun den altid. Og så har hun en sjælden gave: Hun ser skønheden i alt."
- Mor
Professionel hobbysamler
Jeg elsker kreative projekter og at lære nye ting.
Det er næsten blevet en hobby i sig selv at starte på flere hobbyer.
Streaming
Under corona kastede jeg mig ud i streaming, hvor jeg deler madlavning, hverdag og hyggelige stunder med det fællesskab jeg har opbygget.
Du kan tjekke mig ud på Twitch her.
Hyggefis
Jeg er også en kæmpe hyggefis. Jeg elsker film, bøger og at dagdrømme. Jeg synes, der er noget helt vidunderligt ved at forsvinde ind i kreative universer og gode historier.
Fem fun facts om Mai
Nr. 1
Jeg ELSKER te. Der er te hele året rundt og selv om sommeren kan jeg finde på at drikke julete, fordi jeg elsker smagen.
Nr. 2
Som 13-årig blev jeg hevet op på scenen til Kalundborg Rock'er og skulle synge foran 10.000 mennesker med Rasmus Seebach.
Nr. 3
Jeg har en imponerende evne til at bruge alt for lang tid på simple retter. En rugbrødsmad kan nemt tage en halv time.
Nr. 4
Efter jeg blev færdig med gymnasiet rejste jeg til Frankrig og var au pair i fire måneder.
Nr. 5
Jeg elsker skøre og farverige sokker, især dem med bananer på.